Feriebolig – Baronessens lejlighed

Baronessens lejlighed er lejligheden hvor min oldemor boede de sidste mange år af hendes meget lange liv (hun døde som 103 årig), i forbindelse med renoveringen af lejligheden har vi forsøgt at gøre det så nænsomt som muligt, dog var vi nød til at lave kraftigt om på køkkenet da det i dag er et af de steder hvor man forventer mere plads så vi måtte bryde en mur ned og lægge oldemors gamle soveværelse til køkkenet, selvom det er et moderne køkken har vi forsøgt at give det en klassik udseende og gulvet har vi selv produceret af vores eget træ.
 
Lejligheden har vi forsøgt at møblere med flere ældre møbler fra stedet så man samtidigt med at man kan have et dejligt og afslappende ophold til tider kan føle sig sat tilbage i tiden.
 
Lejligheden i sig selv er på ca. 200 kvm. og indeholder 4 soveværelser med dobbeltseng, 1 badeværelse, 1 opholdsrum/bibliotek, 1 dagligstue hvor sofaen er en træk ud sofa samt stort spisekøkken, så trækker man sovesofaen ud kan der bo 10 personer i lejligheden.

Indgangen til lejligheden er fra slottes gårdsplads.
Jeg håber at kunne byde jer velkommen til en ferie her på Langesø.
Hans D.C Berner